Nogen gange elsker jeg bare nyde, se, betragte, mærke verden, uden at der er så meget flikflak og andre forstyrrende elementer. Billeder og det visuelle er min adgang til anden verden, som musikken (eller noget andet) er adgangen til en anden verden for andre. For mig, betyder det sindsro, stilhed, at kunne mærke sig selv. Men også øjet der fanger, hvor der nydes og som siden hen lageres både i på den indre harddisk men også fysisk med kamera.
Jeg kan ikke være hel uden at jeg for mulighed for at tage billeder. Billederne er mit visuelle musik. Og så er det heldigt at der ikke langt fra at hente disse ting. Uanset hvor jeg går og hvad jeg ser og hvad jeg laver, så ser jeg alting i billeder, husker i billeder (for det meste). Skal jeg genkalde noget, så sker det i billeder for mit indre øje.
Nogen gange synes jeg det er sjovt med teknikken nu om dage, at jeg på ingen tid kan fange og gemme billederne fysisk. Men billeder af mennesker er mit svageste punkt, mens naturen er mit stærkeste punkt – når det gælder mig og kameraet. Nu er jeg blevet rig på et nyt kamera. Jeg fascineres af kameraets skarphed og den måde den fanger billedet. En ny verden. Forneden tog jeg et fantastisk billede af månen der gik i seng. Normalt ville månen blive til et lille prik. Men nu kan jeg få et ordenligt billeden uden at månen er et prik. Lige pludseligt er der ikke fjernt til det billede jeg har båret med mig siden jeg var 12, og så månen hænge ualmindelig stor og flot over Jerusalem, til at fange månen stor og flot et sted over jorden, med mit lille kamera.
Jeg forunderes hverdag, over de farver naturen giver, de billeder jeg ser, når jeg kører med bus, tog eller går på gaden ned ad Jagtvej. Farverne er noderne til billedet, som er med til at gøre billedet hel. Men når billedet er/bliver sort/hvid så fremstår den som et nyt drejnings-punkt i mit liv. Billederne hænger for mig unægteligt sammen med ting der sker i mig, i mit liv… Billederne giver mig både musik og sindsro.
.