Det kan godt være at første april lakker mod ende, med rengørings trip (part one), en blærebar som er afgået ved døden (indtil videre) og noget mad der endte på gulvet. Nu vil jeg bare ønske at;
Der var blade på træerne….
Påske solen som smilte noget MERE inden sengetid (for solen altså).
Men een ting er sikkert …. at de lyse aftener/nætter er stærkt på vej tilbage. Dette er taget fra soveværl. klokken 20.30 – hjertefryd. Dette syn har jeg savnet.
YEAH – nok er Jonathan Spang en fremragende stand up’er !
MEN jeg fik da overtalt en fra netværksgruppen til at se på det (pardon my french) fåkking net-forbindelse. (ellers er netforbindelse til en flad 50′er ikke noget værd som man er tvungen (?) til at betale, uanset hvilken netforbindelse man vælger).
Håbet er lysegrønt siger man. Men de i netværksgruppen må da være interesseret, at en bruger som betaler 50 kr. om mdr. for internettet må da også være interesseret i en tilfreds bruger? 600 kr. om året er også en slags penge for mig, især når man er bundet af det (internet-forbindelsen) uanset, om man ønsker det oder not.
Frustationen og de voksende grå hår kender pt. ingen ende. Og lige nu går det ud over sagesløse personager – UNDSKYLD.
Nu er det ikke kun chokolade der er lavet af børn under kummerlige forhold, som så meget af vores tøj, sukker, kaffe und so weiter som skaber forunderen og kronisk dårlig sammenvittighed. Næ nej. Min gamle efterskole veninde Louise og jeg snakkede i dag om dette ærke (og meget typiske) patriotiske emblem som den som præsidenten altid har på sit habit. Det er også rigtig fin ting at eje og må indrømme at jeg ejer sådan en fætter.
Der er bare een hage ved den….
Er den nu også så amerikansk som man skulle tro? og er Præsidentens emblem virkeligt lavet i Kina ??
Åh, her sidder jeg er ved at blive indædt over det her internet. Det vil bare ikke virke. Kan dårligt nok nå at læse een mail inden den smider mig af. Hmm, problemet er ikke mit, og ingen vil placere problemet. Bare lidt svært at kommunikere med internet-netværkgruppen som ikke ved vedkende, at problemet er måske deres maskiner i maskinrummet.
Nå men i dag tog jeg en dag ud af kalenderen og fejerede noget fødselsdags tam tam. Det blev en rigtig hyggelig dag med familien, selvom vejret ikke viste sig fra sit smukke forårs vejr!
Det siges at julen varer lige til påske. Det tror jeg der er noget om, i hvertfald i denne familes baghave. Nå men nu er maden i maven, benene på sofabordet og i kassen vises der filmen ”Raising Helen”.
Godt det er søndag i morgen - gæt hvem der tyr til at sovelænge … og nej det er nok ikke solen.
Folk over 25 år burde være døde!
Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 30?erne, 40′erne, 50′erne, 60′erne, 70´erne, ja til og med tidligt i 80′erne ikke have overlevet.
Vores børnesenge var malet med blybaseret maling.
Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede, bar ingen af os hjelm.
Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags.
Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker.
Skræk og rædsel!
Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege. Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske – uden at nogen rent faktisk døde af det.
Man brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned ad bakken bare for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på.
Efter nogle ture i grøften lærte man at løse problemet. Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dagen og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt.
Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen -
Ingen mobiltelefon. Utænkeligt!
Vi havde ingen playstations, Nintendo 64 eller X-boxse – i det hele taget ingen Tv-spil, ikke 99 Tv-kanaler, ingen videofilm, surround-sound, mobiltelefoner, hjemmePC’er eller chatrooms på Internettet. Vi havde venner! Vi gik ud og fandt dem!
Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud. Men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv.
Husker du uheldene? Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme os over det.
Vi fandt på lege med pinde og tennisbolde, spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var det ikke mange øjne, der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv.
Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen.
Nogle elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Frygteligt!
Denne generation har fostret nogle af de mest risikovillige, de bedste problemløsere og investorer nogensinde.
De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer.
Vi havde frihed, fiaskoer, succes’er og ansvar, og vi lærte at forholde os til det alt sammen.
Og du er en af dem.
Tillykke!!!
Til andre som oplevede den store lykke at vokse op som barn, før lovgivningsmagten og andre myndigheder regulerede
“vores liv til vores eget bedste?”
Det gode liv var vores!
Ja ja, jeg spørger bare :D
Så er oscarsene uddelt, jeg skal ikke kunne sige om der er overraskelser eller noget undervejes fordi, jeg præsterede det flotte i at falde i søvn under uddelingen, og vågnede en ½ time før det sluttede. Flot klaret Hybel!
Men er lidt skuffet over at filmen med kaninerne i Berlin ikke vandt :(
Men synes nu alligevel en takketale er på sin plads: 
Jeg vil gerne takke alle dem i Los Anderledes for en fornyelse og en meget enkel scene. Jeg elskede det. Jeg vil også gerne takke min mor og far, mine søskende, min ukendte date, mine endnu ufødte børn, den kat jeg ikke har, mine onkler og tante samt moster, min bankrådgiver, min frisør, min oppustelige seng som jeg faldt i søvn på. Miller du skal have en særlig tak, fordi du ikke forsøgte at holde mig vågn, min tv-produkt af Phillips tak for et godt kvali-skærm, og en særlig tak går også til tv-værterne, i var hyggelige at høre på. Alle har været helt fantastiske og jeg glæder mig til at se nogle af jer når jeg igen, er holdt op med at græde.
Der er ingen tvivl om, at jeg rigtigt gerne vil flytte ind til byen (læs: København), men de lejligheder koster jo ligesom kassen. Men heldigvis er drømme gratis, og drømme det gør jeg virkeligt. Kom forbi denne vej, med disse smukke smukke husfacader.
Jeg var solgt på stedet! Bare ærgerligt at billedet ikke yder nogen retfærdighed, for det så flottere ud i virkeligheden.
Her, vil jeg virkeligt gerne bo. Men facaden siger desværre intet om lejlighederne, også er lækre indenfor. Heldigvis kan man drømme sig til alt og det gør jeg så sandelig også…
suk!
Nogen gange elsker jeg bare nyde, se, betragte, mærke verden, uden at der er så meget flikflak og andre forstyrrende elementer. Billeder og det visuelle er min adgang til anden verden, som musikken (eller noget andet) er adgangen til en anden verden for andre. For mig, betyder det sindsro, stilhed, at kunne mærke sig selv. Men også øjet der fanger, hvor der nydes og som siden hen lageres både i på den indre harddisk men også fysisk med kamera.
Jeg kan ikke være hel uden at jeg for mulighed for at tage billeder. Billederne er mit visuelle musik. Og så er det heldigt at der ikke langt fra at hente disse ting. Uanset hvor jeg går og hvad jeg ser og hvad jeg laver, så ser jeg alting i billeder, husker i billeder (for det meste). Skal jeg genkalde noget, så sker det i billeder for mit indre øje.
Nogen gange synes jeg det er sjovt med teknikken nu om dage, at jeg på ingen tid kan fange og gemme billederne fysisk. Men billeder af mennesker er mit svageste punkt, mens naturen er mit stærkeste punkt – når det gælder mig og kameraet. Nu er jeg blevet rig på et nyt kamera. Jeg fascineres af kameraets skarphed og den måde den fanger billedet. En ny verden. Forneden tog jeg et fantastisk billede af månen der gik i seng. Normalt ville månen blive til et lille prik. Men nu kan jeg få et ordenligt billeden uden at månen er et prik. Lige pludseligt er der ikke fjernt til det billede jeg har båret med mig siden jeg var 12, og så månen hænge ualmindelig stor og flot over Jerusalem, til at fange månen stor og flot et sted over jorden, med mit lille kamera.
Jeg forunderes hverdag, over de farver naturen giver, de billeder jeg ser, når jeg kører med bus, tog eller går på gaden ned ad Jagtvej. Farverne er noderne til billedet, som er med til at gøre billedet hel. Men når billedet er/bliver sort/hvid så fremstår den som et nyt drejnings-punkt i mit liv. Billederne hænger for mig unægteligt sammen med ting der sker i mig, i mit liv… Billederne giver mig både musik og sindsro.
Godnat måne, godmorgen sol (næsten da).